Denne informationspakke forklarer spørgsmål om social sikring, beskatning, arbejdsret og immigra-tion i forbindelse med fjernarbejde i Den Europæiske Union (EU), hvor arbejdsgiveren er registreret i en EU-medlemsstat, og arbejdet udføres i en anden EU-medlemsstat ved hjælp af informationste-knologi.
Ifølge Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår (Eurofound) er «Fjernarbejde – en arbejdsorganisation, hvor arbejde udføres uden for den normale arbejdsplads, normalt på arbejdsgiverens område, ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologier (IKT). Karakteristika for fjernarbejde omfatter brugen af computere og telekommunikation til at ændre det sædvanlige arbejdssted, den hyppighed, hvormed arbejderen arbejder væk fra arbejdsgiverens lokaler, og antallet af steder, hvor arbejderen kan arbejde eksternt (mobilitet)».[1]
Denne informationspakke giver vejledning til arbejdstagere, hvis arbejdsgivere er etableret i en EU-medlemsstat, men som arbejder fjernt fra en anden EU-medlemsstat. Fjernarbejde fra lande uden for EU betragtes ikke i denne sammenhæng.
«Medarbejder på forretningsrejse» — er en medarbejder, der er udsendt af en arbejdsgiver for at udføre en tjenesteydelse i en anden EU-medlemsstat på midlertidig basis i henhold til en tjenestekontrakt, en intern udstationering eller gennem et vikarbureau.[2] En medarbejder på forretningsrejse er ikke fjernarbejder, hvis årsagen til, at han/hun ikke arbejder i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller forretningssted, er, at han/hun bliver «udstationeret» i udlandet for at udføre et bestemt projekt eller mission.
Forskellen mellem en medarbejder på forretningsrejse og en fjernarbejder er, at arbejdstageren fortsætter med at arbejde på fuld tid for arbejdsgiveren, men i en anden medlemsstat end den, hvori arbejdsgiveren er beliggende, normalt af personlig bekvemmelighed.
[1] Fjernarbejde | Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår(europa.eu).
[2] Medarbejder på forretningsrejser – Beskæftigelse, sociale spørgsmål og inklusion – Europa-Kommissionen (europa.eu).
Den generelle regel er, at en arbejdstager, der arbejder i flere medlemsstater, men udfører en «væsentlig del» af sin erhvervsmæssige aktivitet i sit bopælsland, er underlagt social sikring i bopælslandet.[1].
De angivne faktorer for en “væsentlig del” af medarbejderens aktivitet omfatter mindst 25 % af medarbejderens arbejdstid og/eller indkomst over en rimelig periode.[2] Denne definition er fastsat i EU-lovgivningen og gælder i alle medlemsstater. Medlemsstaterne kan anvende denne vurdering, dog ikke på en fuldt harmoniseret måde. I særdeleshed:
Hvis en medarbejder f.eks. udfører en «væsentlig del» (dvs. mindst 25 %) af sin faglige aktivitet i den medlemsstat, hvor hans/hendes arbejdsgiver har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller forretningssted, men også udfører fjernarbejde i en eller flere andre medlemsstater i de resterende 75 % af tiden forbliver medarbejderen således underlagt arbejdsgivermedlemsstatens sociale sikringssystem.
Men hvis arbejdstageren normalt udfører en «væsentlig del» af sin aktivitet i den medlemsstat, hvor han/hun er bosat, og sjældent arbejder fjernt i den medlemsstat, hvor hans/hendes arbejdsgiver er beliggende, vil arbejdstageren være omfattet af socialsikringssystemet i den medlemsstat, hvor han/hun har bopæl.
For eksempel, hvis en person er ansat i Spanien og udfører sit arbejde på afstand mindre end 25 % af tiden i Portugal, vil han stadig være dækket af den spanske socialsikring. Men hvis 60 % af medarbejderens erhvervsaktivitet udføres i Portugal, vil det portugisiske socialsikringssystem være gældende.
[1] Artikel 13, stk. 1, litra a, i forordning (EU) nr 883/2004.
[2] Artikel 14(8) i forordning (EU) nr 987/2009. Vurderingen foretages fremadrettet baseret på de næste 12 måneder (Forordning (EU) nr 987/2009, artikel 14(10)).
Nej, i henhold til ovenstående regler kan kun den sociale sikringslovgivning i én medlemsstat finde anvendelse på en fjernarbejder på et givet tidspunkt. En fjernarbejder kan ikke være omfattet af socialsikringslovgivningen i to forskellige medlemsstater.
Det afhænger af omstændighederne. Form A1 er ikke påkrævet for korte perioder med fjernarbejde; Det er tilstrækkeligt med et europæisk sygesikringskort (EHIC). Men hvis fjernarbejdet er regelmæssigt og repræsenterer et betydeligt antal dage på et år, skal arbejdsgiveren/medarbejderen ansøge om Form A1.
Europa-Kommissionen har truffet en række foranstaltninger for at lette en mere effektiv digital koordinering af socialsikringssystemet.
Der er ikke sådan noget endnu. Men med introduktionen af den fremtidige digitale EU-identitet kan vi forvente at se digitale versioner af dokumenter såsom det europæiske sygesikringskort (EHIC).
Hvis en fjernarbejder tilbringer mere end 25 % af sin tid i en anden medlemsstat end den, hvori han er beskæftiget, skal den gældende lovgivning om social sikring overføres til det land, hvor han tilbringer denne tid.
Ja, hvis medarbejderen er omfattet af en udenlandsk social sikringsordning (dvs. social sikringslovgivning i en anden medlemsstat end den, hvor arbejdsgiveren er registreret/baseret), er arbejdsgiveren forpligtet til at registrere sig i den pågældende medlemsstat og betale sociale sikringsbidrag der.
Ja, en ny multilateral rammeaftale om internationalt telearbejde («Rammeaftalen»)[1] træder i kraft fra juli 2023. De lande, der underskrev aftalen, er listet her.[2] Rammeaftalen omfatter EØS-medlemsstaterne og Schweiz.
[1] Rammeaftale om anvendelse af artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) nr. 883/2004 i tilfælde af simpelt internationalt fjernarbejde.
[2] Stater, der har underskrevet aftalen siden februar 2024: Østrig, Belgien, Kroatien, Tjekkiet, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Spanien, Sverige og Schweiz.
Rammeaftalen gælder for arbejdstagere internationalt, det vil sige til dem, der arbejder for en arbejdsgiver beliggende i en medlemsstat, men bor og arbejder i en anden medlemsstat, forudsat at visse betingelser er opfyldt. Begge medlemsstater skal underskrive Rammeaftalen.
Rammeaftalen giver mulighed for at forsikre fjernarbejdere til sociale sikringsformål i deres arbejdsgivers land, med forbehold for samtykke fra både arbejdsgiveren og medarbejderen/fjernarbejderen. Denne mulighed er tilgængelig for de ansatte, der tilbringer mere end 25 %, men mindre end 50 % af deres arbejdstid i bopælsmedlemsstaten, men tilbringer størstedelen af deres arbejdstid i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren er etableret.
Rammeaftalen fastsætter i det væsentlige en undtagelse fra de normale koordineringsregler, som bestemmer, at fjernarbejdere (og deres arbejdsgivere) er underlagt det sociale sikringssystem i arbejdstagerens bopælsland men forudsat at arbejdstageren udfører en «væsentlig del» af sin faglige aktivitet (dvs. ikke mindre end 25 % af arbejdstiden eller indkomsten) i det pågældende land, som nævnt ovenfor. Denne regel giver fjernarbejdere mulighed for at øge mængden af tid tilbragt i bopælslandet uden at skabe en forpligtelse for arbejdsgiveren i en anden medlemsstat til at betale sociale sikringsbidrag i det pågældende land.
Hvis visse betingelser er opfyldt, vil fjernarbejderen være berettiget til social sikring i den medlemsstat, hvor hans arbejdsgiver er etableret, men ikke i den medlemsstat, hvor han har bopæl, som fastsat i rammeaftalen. Betingelser (kumulative):
Bemærk venligst, at rammeaftalen kun gælder for «fjernarbejdere»: medarbejdere skal forblive forbundet med arbejdsgiverens arbejdsmiljø via digital kommunikation (IT-forbindelse), mens de udfører deres arbejde. Rammeaftalen er ikke begrænset til fjernarbejde hjemmefra; arbejdet kan udføres overalt i bopælslandet, forudsat at der anvendes en digital forbindelse.
Hvis ovenstående betingelser er opfyldt, skal arbejdsgiveren/arbejdstageren ansøge om formular A1, hvilket vil være bevis på, at lovgivningen om social sikring i arbejdsgiverens medlemsstat finder anvendelse. Ansøgningen om formular A1 skal indgives i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren er etableret.
Rammeaftalen gælder fra 1. juli 2023. Ansøgninger om formular A1 indgivet før 1. juli 2024 kan kun have tilbagevirkende kraft til 1. juli 2023 (eller indtil den dato, hvor den underskrivende medlemsstat underskrev rammeaftalen, hvis dette skete efter den 1. juli 2023), forudsat at der er betalt sociale bidrag i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren er etableret. Efter denne overgangsperiode (år, der slutter 1. juli 2024), kan en ansøgning om formular A1 kun have tilbagevirkende kraft i tre måneder.
Indkomstskat er ikke reguleret på EU-niveau. Indkomstskatteregler for fjernarbejdere (dvs. fjernarbejdere eller arbejdere på forretningsrejser) er indeholdt i bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne.
Nogle lande pålægger indkomst en skatteindberetningspligt, selvom der ikke skal betales skat. Hver bilateral aftale indeholder specifikke oplysninger om, hvad der skal rapporteres. Generelt skal en fjernarbejders verdensomspændende indkomst (inklusive indkomst tjent i andre lande end deres bopælsland) indberettes.
Nej, da bopælslandet og det land, hvor arbejdet udføres, i dette tilfælde er det samme.
Arbejdslovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren er registreret, gælder for fjernarbejdere. Typisk bekræfter ansættelseskontrakten mellem arbejdsgiver og lønmodtager, at dette er tilfældet.
Nej, fjernarbejdere må kun være omfattet af arbejdslovgivningen i én medlemsstat ad gangen.
Nej, en erklæring fra en medarbejder, der sendes på forretningsrejse, kræves kun i situationer, hvor arbejdsgiveren sender medarbejderen til udlandet for at udføre en bestemt mission, som beskrevet ovenfor.
Efter tre måneders ophold i en anden medlemsstat er det i de fleste medlemsstater obligatorisk for en person at registrere sig hos de lokale myndigheder. Yderligere landespecifik information kan findes her.
Ja. I et sådant tilfælde skal EU-familiemedlemmet (dvs. det, der arbejder på afstand) registrere sig i værtsmedlemsstaten for at få en opholdstilladelse som familiemedlem til en EU-borger, der også har bopæl der. For et EU-familiemedlemm er registrering af ophold i en periode på over tre måneder obligatorisk.
Familiemedlemmer til EU-borgere, som er EU-borgere, bør nyde samme rettigheder som EU-borgere, hvis de bor sammen med EU-borgeren i samme medlemsstat. Det betyder, at familiemedlemmer, der er EU-borgere, ikke er underlagt arbejdstilladelsesformaliteter, hvis de bor i samme medlemsstat som deres EU-familiemedlemmer.
Men hvis et familiemedlem, der er EU-borger, beslutter at arbejde på afstand i en anden medlemsstat (dvs. uden at være ledsaget af et EU-familiemedlem), er deres opholdsret ikke længere knyttet til deres status som familiemedlem til en EU-borger. I dette tilfælde er svaret på spørgsmålet ovenfor «nej»: hvis et familiemedlem til en EU-borger, der ikke er EU-borger, arbejder på afstand i mere end tre måneder i en anden medlemsstat uden at være ledsaget af et EU-familiemedlem, skal vedkommende ansøge om en arbejds-/opholdstilladelse i værtslandet.
